nu sidder jeg igen og tænker tilbage på hende, tænker på maja. lille uskyldige maja, med det søde smukke grin, smilet som hun ikke brugte så tit, men kun på de stille aftener når vi sad på bænken ved vejen ude foran hendes hus.. det var som om hun forstod mig helt inderst, som om hun kunne se hvad jeg gemte indeni mig helt uden at vi kendte hinanden.
når vi sad der var jeg glad, ubekymret, smilende og kunne virkelig nyde livet fuldt ud.
når jeg kigger tilbage nu får jeg både en ond og en rar følelse indeni .
jeg ville gerne have lært dig at kende bedre, men jeg lod bare vores forhold dø ud, jeg slettede dit nummer fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle skrive til dig og ikke vidste om det kunne blive til mere mellem os end hemmelige natsnakke og kys under stjernerne og i regnvejret.
men du gjorde mig omvendt glad, fik mig til at tænke på at alting ikke behøver gå hurtigt i livet. at det er muligt at nyde selv natten og mørket, også selvom man er bange for det.
