igåraftes græd jeg.
ligesom jeg for det meste gør når jeg vender hjem.
der er så stille derhjemme, så stille. så tomt.
jeg lå og græd i min seng. Erik åbnede døren og jeg skyndte mig ud af sengen og gav ham et kram. jeg stod bare med mine arme om ham, min stedfar. jeg følte mig ikke tryg, men havde lidt en følelse af at være hjemme alligevel. det var rart.
min tårer løb ned af kinderne og ned på puden da jeg lå i sengen igen. jeg tænkte på alle de gode tider vi havde dernede. alle sæbeboblerne vi pustede, de flotte smagfulde kager vi bagte mens vi drak te, følelsen af at være medlem af en familie og at føle stedet hvor man boede i kun seks uger virkelig var ens hjem.
jeg har sagt farvel til det. det er det jeg er trist over, det var det jeg græd over.
til sidst overtog tanker om gode tider med Mia & Nanna mig dog og jeg faldt i søvn. jeg havde gode drømme og idag er de rare mennesker; mine venner; omkring mig igen her de første timer af dagen.
venner hjælper. venner plejer hjertet. tak til mine venner.
